søndag den 14. juni 2009
buisness time
Aww yeahThat's right baby.Girl, tonight we're gonna make love. You know how I know, baby? ‘Cause it's Wednesday. And Wednesday night is the night that we make love. Tuesday night's the night that we go and visit your mother, but Wednesday night is the night that we make love. ‘Cause everything is just right conditions are perfect. There's nothing good on TV. Conditions are perfect. You lean in close and say something sexy like, “I might go to bed I've got work in the morning.†I know what you're trying to say baby. You're trying to say, “Oh, yeah. It's business time. It's business time.â€It's business. It's business time.That's what you're trying to say you're trying to say let's get down to business it's business time.It's business. It's business time.Next thing you know we're in the bathroom brushing our teeth. That's all part of it, that's foreplay. Then you go sort out the recycling. That's not part of it but it's still very important. Then we're in the bedroom. You're wearing that ugly old baggy t-shirt from that team building exercise you did for your old work. And it's never looked better on you.Oh, team building exercise '99.Oh, you don't know what you're doing to me.I remove my jeans but trip over them ‘cause I still got my shoes on. But I turn it into a sexy dance.Next thing you know I'm down to just my socks and you know when I'm down to just my socks what time it is...it's time for business. It's business time.It's business. It's business time.You know when I'm down to just my socks it's time for business that's why they call it business socks.It's business. It's business time. Oh.Ooh, makin' love. Makin' love for two. Makin' love for two minutes. When it's with me you only need two minutes, ‘cause I'm so intense. Two minutes in heaven is better than one minute in heaven. You say something like, “Is that it?†I know what you're trying to say. You're trying to say, “Aww yeah, that's it.†Then you tell me you want some more. Well I'm not surprised. But I'm quite sleepy.It's business. It's business time.Business hours are over. Right, right.It's business. It's business time.
fredag den 12. juni 2009
Cyklisten
Mit liv som cyklist er snart forventet at tage en ny drejning, ned af en ny vej. Først til højre af Ansvarlighedsvej, til højre igen af Voksenhedsvej for så til sidst at ende i en blind vej af fortvivlelse.
Indtil videre har min vej foregået med støttehjul, til tider overflødige, men stadig behjælpende støttehjul der har gjort tilværelsen som cyklist en del nemmere. Jeg har så længe jeg kan huske (nok meget symptomatisk) søgt at frigøre mig fra støttehjulene og agere libertiner i den store verden, men alligevel har det været for trygt og nemt at beholde dem på.
Cykelturene har foregået i vidt forskellige omgivelser, i virkligheden ret sædvanelige omgivelser. Det er ret sædvaneligt for os cyklister at søge kendte ruter, både så man ikke farer vild eller ender i for store omveje af tidsspild. Alligevel søger jeg som cyklist med støttehjul konstant at vælte, udføre skade på min cykel eller opstille scenarier for min fremtidige færd uden hjul. Ved at øve mig i at falde er jeg klar til det chok der er at falde uden støttehjul. Ved at udføre skade på cyklen skaber jeg udfordringer for mig selv og sikrer at min cykeltur hverken bliver for monotom, triviel eller lang. Dette kan ses som en smule åndssvagt da man så i længden må investere i en ny cykel eller i en tid være afskåret fra det glade cykelliv, men glæden ved at cykle findes større ved at cykle på en spritny cykel eller komme tilbage til den glade cykelverden efter en tids pause. På samme måde hjælper de opstillede, og i tilfælde udøvede, scenarier også min cykeltur da denner er lutter forberedende. Det er aldrig til at vide hvordan man reagerer på en punktering da den kan komme på ubelejrlige tidspunkter, med ved at simulerer en får jeg en idé om hvad der skal til for at rette op på det.
Nu nærmer tiden hvor støttebenene skal af sig, med hastige træk, dog kommer perioden med en kæp i bagagebæret først men denne varer efter erfaring ikke lang tid og så må jeg håbe på at jeg har fået pakket alt i bagagen så jeg kan tage min egen personlige cykeltur ned af ansvarlighedsvej - en tur der selvfølgelig vil være til mit eget soundtrack, men som stadig vil være uungåeligt påvirket af trafikkens strøm, de andre cyklisters ageren, de skarpe sving, småsten på vejen eller uforventede renoveringer og omvæltninger.
Så er der bare tilbage at håbe at jeg finder nogle gode cyklister at følges med og at vejen vil sno sig rigtig efter min vej ...
Indtil videre har min vej foregået med støttehjul, til tider overflødige, men stadig behjælpende støttehjul der har gjort tilværelsen som cyklist en del nemmere. Jeg har så længe jeg kan huske (nok meget symptomatisk) søgt at frigøre mig fra støttehjulene og agere libertiner i den store verden, men alligevel har det været for trygt og nemt at beholde dem på.
Cykelturene har foregået i vidt forskellige omgivelser, i virkligheden ret sædvanelige omgivelser. Det er ret sædvaneligt for os cyklister at søge kendte ruter, både så man ikke farer vild eller ender i for store omveje af tidsspild. Alligevel søger jeg som cyklist med støttehjul konstant at vælte, udføre skade på min cykel eller opstille scenarier for min fremtidige færd uden hjul. Ved at øve mig i at falde er jeg klar til det chok der er at falde uden støttehjul. Ved at udføre skade på cyklen skaber jeg udfordringer for mig selv og sikrer at min cykeltur hverken bliver for monotom, triviel eller lang. Dette kan ses som en smule åndssvagt da man så i længden må investere i en ny cykel eller i en tid være afskåret fra det glade cykelliv, men glæden ved at cykle findes større ved at cykle på en spritny cykel eller komme tilbage til den glade cykelverden efter en tids pause. På samme måde hjælper de opstillede, og i tilfælde udøvede, scenarier også min cykeltur da denner er lutter forberedende. Det er aldrig til at vide hvordan man reagerer på en punktering da den kan komme på ubelejrlige tidspunkter, med ved at simulerer en får jeg en idé om hvad der skal til for at rette op på det.
Nu nærmer tiden hvor støttebenene skal af sig, med hastige træk, dog kommer perioden med en kæp i bagagebæret først men denne varer efter erfaring ikke lang tid og så må jeg håbe på at jeg har fået pakket alt i bagagen så jeg kan tage min egen personlige cykeltur ned af ansvarlighedsvej - en tur der selvfølgelig vil være til mit eget soundtrack, men som stadig vil være uungåeligt påvirket af trafikkens strøm, de andre cyklisters ageren, de skarpe sving, småsten på vejen eller uforventede renoveringer og omvæltninger.
Så er der bare tilbage at håbe at jeg finder nogle gode cyklister at følges med og at vejen vil sno sig rigtig efter min vej ...
tirsdag den 26. maj 2009
Boris Gone Gossip!
Ingen har noget at sige når jeg postulerer at Natalie Portman er verdens mest sexede kvinde.. Fuck fuck fuck.. Angelina Jolie: For fake, Scarlett Johanson - for ustabil i hotness, Britney Spears: For søle.. nej Mrs. Portman er the shit. . Jeg kunne bruge resten af mit liv på at ondulerer mig selv til nøgenbilleder af den pige.. ... eller nej fordi hun er mere lækker i film - V for Vendetta - HUN ER SELV LÆKKER NÅR HUN ER SKALDET..
Og så er hendes kæreste fucking sej! Devendra banhart - sing a song writer fra venezuela, fuck det om hun er ikke er single når han er sej.. respekt!
bort set fra at hun er med i star wars, hvilket er noget bullshit.. så HEIL NATALIE HEIL
Og så er hendes kæreste fucking sej! Devendra banhart - sing a song writer fra venezuela, fuck det om hun er ikke er single når han er sej.. respekt!
bort set fra at hun er med i star wars, hvilket er noget bullshit.. så HEIL NATALIE HEIL
mandag den 25. maj 2009
12 Angry Men
Filmkunst er både relativt, diskutabelt og heterogent og lad mig fra starten af sige, at man ikke behøver at have lavet en kunstfilm for at lave filmkunst. Jeg har stor respekt for mange af Steven Spielbergs populistiske actionfilm, disse er ofte både tankevækkende, underholdende og ekstremt velproducerede - Saving Private Ryan, Schindlers List og The Terminal som mine favoriter. Men hvor er det også befriende at se et virkelig godt stykke filmkunst (eller håndværk om man vil det), der ikke behøver et emotionelt soundtrack, overdimensionerede specialeffekts, rå kampscener eller dødsscener der skriger PATOS!
12 Angry Men (1957) er en af de mest simple film jeg nogensinde har set, og samtidig en af de bedste. Filmen udspiller sig, må få undtagelser, i et rum med kun 12 skuespillere. De 12 mænd er jurymedlemmer og skal afgøre en ung drengs skyld i drab på sin far. Dette ser efter fremlæggelsen af sagen simpelt ud da tyndt alibi og 2 vidner peger på drengen som skyldig. Dog lykkedes det 1 af jurymedlemmerne igennem tvivlsspørgsmål at vende sagen under jurymødet. 1 efter 1 overbevises jurymedlemmerne mere eller mindre trodsigt i drengens uskyldighed.
Igennem denne overbevisning opleves et helt krimidrama uden at man får lov til at følge det, kun ved hjælp af et sublimt manuskript bliver man guidet til sagens mulige løsning. Dette lyder umiddelbart som en langtrukken gabeforestilling, men filmens karakterer skaber hele filmen der ved hjælp af livlig filming bliver en underholdende affære. En af de film man håber ikke vil slutte.
De 12 vidt forskellige karaktere beskrives igennem deres handlinger og udsagn fantastisk og det interne spil dem i mellem vækker filmen til live.
En klog gammel filmmand sagde engang til mig at der ikke havde været filmisk fornyelse siden Hitchcock og Sierra Leone, dette er måske en overdrivelse. Men dramaturgien har ikke ændret sig væsentligt, de videnskabeligt beviste spændingskurver er stadig brugt og dette gør mange film let gennemskuelige og for skemabestemte (ikke at de så ikke kan være gode). Spændingsopbygningen og historiefortællingen sidder her fast, og det er derfor befriende at se en film der ikke sætter en klichéfyldt skema som skal have problemstilling, optrapning og løsning i hovedfokus, men som bruger filmmediet på en opbygge karaktere.
Denne film formår alligevel at opsætte problemstillingen i at man er uskyldig til modsatte er bevist (endda med happy-ending) - en værdi som idag ofte er glemt. For nok kan det juridiske system søge at opnå dette, så længe interessen er der. Men jutitsmord og uholdbare anklager flyver stadig rundt, bl.a. i mediernes verden. Tabloid medierne kan dømme flere hundrede autonome skyldige i hærværk, selvom de ikke var til stede og på den måde påvirke denne gruppe menneskers sag negativt, reelt uden dom.
Konkluderes kan det at 12 Angry Men kan anbefales til et åbentsindet menneske der søger udfordring og afvigelse fra Hollywood monopolet.
12 Angry Men (1957) er en af de mest simple film jeg nogensinde har set, og samtidig en af de bedste. Filmen udspiller sig, må få undtagelser, i et rum med kun 12 skuespillere. De 12 mænd er jurymedlemmer og skal afgøre en ung drengs skyld i drab på sin far. Dette ser efter fremlæggelsen af sagen simpelt ud da tyndt alibi og 2 vidner peger på drengen som skyldig. Dog lykkedes det 1 af jurymedlemmerne igennem tvivlsspørgsmål at vende sagen under jurymødet. 1 efter 1 overbevises jurymedlemmerne mere eller mindre trodsigt i drengens uskyldighed.
Igennem denne overbevisning opleves et helt krimidrama uden at man får lov til at følge det, kun ved hjælp af et sublimt manuskript bliver man guidet til sagens mulige løsning. Dette lyder umiddelbart som en langtrukken gabeforestilling, men filmens karakterer skaber hele filmen der ved hjælp af livlig filming bliver en underholdende affære. En af de film man håber ikke vil slutte.
De 12 vidt forskellige karaktere beskrives igennem deres handlinger og udsagn fantastisk og det interne spil dem i mellem vækker filmen til live.
En klog gammel filmmand sagde engang til mig at der ikke havde været filmisk fornyelse siden Hitchcock og Sierra Leone, dette er måske en overdrivelse. Men dramaturgien har ikke ændret sig væsentligt, de videnskabeligt beviste spændingskurver er stadig brugt og dette gør mange film let gennemskuelige og for skemabestemte (ikke at de så ikke kan være gode). Spændingsopbygningen og historiefortællingen sidder her fast, og det er derfor befriende at se en film der ikke sætter en klichéfyldt skema som skal have problemstilling, optrapning og løsning i hovedfokus, men som bruger filmmediet på en opbygge karaktere.
Denne film formår alligevel at opsætte problemstillingen i at man er uskyldig til modsatte er bevist (endda med happy-ending) - en værdi som idag ofte er glemt. For nok kan det juridiske system søge at opnå dette, så længe interessen er der. Men jutitsmord og uholdbare anklager flyver stadig rundt, bl.a. i mediernes verden. Tabloid medierne kan dømme flere hundrede autonome skyldige i hærværk, selvom de ikke var til stede og på den måde påvirke denne gruppe menneskers sag negativt, reelt uden dom.
Konkluderes kan det at 12 Angry Men kan anbefales til et åbentsindet menneske der søger udfordring og afvigelse fra Hollywood monopolet.
lørdag den 9. maj 2009
Gladiator 2
Filmen var planlagt, men manuskriptet (Skrevet af ingen mindre end Nick Cave) blev kasseret og nu offentliggjort. Problemet med filmen er følgende;
- Denne film vil være en ærgelig Hollywood-voldtægt af en godkendt hollywood film med Russel Crowe som sværd/sandal-man. Denne vil uundgåeligt blive en pengemaskine, men for filmen som medie kun donere endnu en skamplet af filmserier der ikke vil stoppe mens legen er god. Dog vil den nok aldrig blive triviel.
- Folk der har set Gladiator 1 ved at Russel Crowe dør i slutningen af filmen. Dette skulle Nick Cave så skrive sig ud af og her er resultatet: Maximus (Russel Crowe) møder nogle romerske guder og sin søn, han bliver her reinkarneret og tildelt evigt liv så Gladiator nu bl.a. kan mødes i 2. verdenskrig. Hele resuméet kan findes nederst på siden: Men for at nævne et par af de ting han kommer igennem: Dræber vietcong med en flammekaster under Vietnamkrigen, slås mod thanks i Tyskland og ender til sidst i et sort hul i en fremtidsuniverst med enorme rumskibe.
- Herudover er problemet at Russel Crowe aldrig rigtig har været "the shit".
- Den ville ikke pynte på Nick Cave eller Ridley Scotts cv.
http://goneelsewhere.wordpress.com/2008/04/15/gladiator-2-script-review/
onsdag den 29. april 2009
Glashuset
Kast ikke med sten når du selv bor i et glashus, siger et gammelt ordsprog. Dette lyder umiddelbart sympatisk, men problemet er at man ofte kun har brug for at kaste med sten når man selv bor i et glashus. For som en anden regel, som invasionen af Normandiet viste var, at det bedste forsvar er angreb.
Dette har vore kære verdensmajæstater forstået og sten flyver til højre og venstre som selv ikke oprørerne imod rydningen af Ungdomshuset kan mønstre, blot for at beskytte deres eget glashus. Nu hvor det frie markeds svar på Holger Danske, den usynlige laissez-fairehånd ikke har kunne holde vægten er dette nu brudt sammen og utilfredsheden med dette sløres nu af hykleriske trusler om svineinfluenza, terrortrusler og indvandrebander.
Gaza-konflikten er et oplagt eksempel på hvordan Israels regeringen har propaganderet sig til et slørende angreb imod uskyldige palæstinensere. Blot 4 mennesker døde af Hamas' hjemmelavede bomber, i mens et langt større antal er døde af markedets hærgen - Her menes arbejdsulykker og det faktum at stress er blevet en global folkesygdom. Dette viser at regeringen ikke er ude på at rede befolkningen imod død og ødelæggelse, men blot kaster en ny sten for ikke selv at blive ramt. Det mener næsten om Stalins gulag-retorik der førte til citatet: "1 mands død er en tragedie, mens 1 million mænds død er en statistik". Alt imens havde verdens øvrige ledere travlt med kaste sten i alle retninger og opfordrer deres egne organisationer til at gøre oprør, disse viste sig dog helt ubruglige og man tvinges til at sammenligne dem med en gennemhullet paraply der sikkert ser meget flot ud i solskin, men ikke virker når det regner.
Der er blot tilbage at håbe på at glashusendes fundamenter styrter sammen under den nuværende krise, så en ny og langt mere effektiv dagsorden kan sættes.
Dette har vore kære verdensmajæstater forstået og sten flyver til højre og venstre som selv ikke oprørerne imod rydningen af Ungdomshuset kan mønstre, blot for at beskytte deres eget glashus. Nu hvor det frie markeds svar på Holger Danske, den usynlige laissez-fairehånd ikke har kunne holde vægten er dette nu brudt sammen og utilfredsheden med dette sløres nu af hykleriske trusler om svineinfluenza, terrortrusler og indvandrebander.
Gaza-konflikten er et oplagt eksempel på hvordan Israels regeringen har propaganderet sig til et slørende angreb imod uskyldige palæstinensere. Blot 4 mennesker døde af Hamas' hjemmelavede bomber, i mens et langt større antal er døde af markedets hærgen - Her menes arbejdsulykker og det faktum at stress er blevet en global folkesygdom. Dette viser at regeringen ikke er ude på at rede befolkningen imod død og ødelæggelse, men blot kaster en ny sten for ikke selv at blive ramt. Det mener næsten om Stalins gulag-retorik der førte til citatet: "1 mands død er en tragedie, mens 1 million mænds død er en statistik". Alt imens havde verdens øvrige ledere travlt med kaste sten i alle retninger og opfordrer deres egne organisationer til at gøre oprør, disse viste sig dog helt ubruglige og man tvinges til at sammenligne dem med en gennemhullet paraply der sikkert ser meget flot ud i solskin, men ikke virker når det regner.
Der er blot tilbage at håbe på at glashusendes fundamenter styrter sammen under den nuværende krise, så en ny og langt mere effektiv dagsorden kan sættes.
søndag den 26. april 2009
Tidsmaskinen!
Tiden som begreb er begribeligt nok et menneskeligt begreb, men samtidig ubegribeligt svært at begribe. Tiden er en bevægelse som mennesket endnu har svært ved at styre. Vi kan forudse fremtiden i overfladiske betragtninger, som f.eks. når vi forudser at en mængde vand vil koge efter et givent tidsrum. Vi kan gennemføre matematiske formler der kan forudse en bygnings holdbarhed hvis ikke at regnestykket bliver for stort. Eksempelvis kan vi forudse at en bygning vil styrte sammen ved et jordskælv ved en bestemt faktor på richterskalaen, men ikke om det vil styrte sammen ved faktore mennesket ikke har erfaret, eller om huset vil vælte ved hård vind, oversvømmelse, hoppen på 4. etage etc.
For at komme til sagen åbnede der sig en ny vinkel på begrebet tid for mig fornyelig. Den kontroversielle superhelt Dr. Manhatten kendt fra bestselleren "Watchmen" har nemlig evnen at kunne se ud i fremtiden, ved at kunne forudse atomer og molekylers baner. Derved tror jeg også at sciencefiction tanken om at kunne se ind i fremtiden er mulig. For måske er atomers bevægelser ikke linæer og påvirkelige, men de er alle en del af et regnestykke baseret på teori og erfaring som er mulig at få.
Så tro mig venner, science fiction kan snart blive science faction..
For at komme til sagen åbnede der sig en ny vinkel på begrebet tid for mig fornyelig. Den kontroversielle superhelt Dr. Manhatten kendt fra bestselleren "Watchmen" har nemlig evnen at kunne se ud i fremtiden, ved at kunne forudse atomer og molekylers baner. Derved tror jeg også at sciencefiction tanken om at kunne se ind i fremtiden er mulig. For måske er atomers bevægelser ikke linæer og påvirkelige, men de er alle en del af et regnestykke baseret på teori og erfaring som er mulig at få.
Så tro mig venner, science fiction kan snart blive science faction..
Abonner på:
Opslag (Atom)
