12 Angry Men

Filmkunst er både relativt, diskutabelt og heterogent og lad mig fra starten af sige, at man ikke behøver at have lavet en kunstfilm for at lave filmkunst. Jeg har stor respekt for mange af Steven Spielbergs populistiske actionfilm, disse er ofte både tankevækkende, underholdende og ekstremt velproducerede - Saving Private Ryan, Schindlers List og The Terminal som mine favoriter. Men hvor er det også befriende at se et virkelig godt stykke filmkunst (eller håndværk om man vil det), der ikke behøver et emotionelt soundtrack, overdimensionerede specialeffekts, rå kampscener eller dødsscener der skriger PATOS!

12 Angry Men (1957) er en af de mest simple film jeg nogensinde har set, og samtidig en af de bedste. Filmen udspiller sig, må få undtagelser, i et rum med kun 12 skuespillere. De 12 mænd er jurymedlemmer og skal afgøre en ung drengs skyld i drab på sin far. Dette ser efter fremlæggelsen af sagen simpelt ud da tyndt alibi og 2 vidner peger på drengen som skyldig. Dog lykkedes det 1 af jurymedlemmerne igennem tvivlsspørgsmål at vende sagen under jurymødet. 1 efter 1 overbevises jurymedlemmerne mere eller mindre trodsigt i drengens uskyldighed.
Igennem denne overbevisning opleves et helt krimidrama uden at man får lov til at følge det, kun ved hjælp af et sublimt manuskript bliver man guidet til sagens mulige løsning. Dette lyder umiddelbart som en langtrukken gabeforestilling, men filmens karakterer skaber hele filmen der ved hjælp af livlig filming bliver en underholdende affære. En af de film man håber ikke vil slutte.
De 12 vidt forskellige karaktere beskrives igennem deres handlinger og udsagn fantastisk og det interne spil dem i mellem vækker filmen til live.

En klog gammel filmmand sagde engang til mig at der ikke havde været filmisk fornyelse siden Hitchcock og Sierra Leone, dette er måske en overdrivelse. Men dramaturgien har ikke ændret sig væsentligt, de videnskabeligt beviste spændingskurver er stadig brugt og dette gør mange film let gennemskuelige og for skemabestemte (ikke at de så ikke kan være gode). Spændingsopbygningen og historiefortællingen sidder her fast, og det er derfor befriende at se en film der ikke sætter en klichéfyldt skema som skal have problemstilling, optrapning og løsning i hovedfokus, men som bruger filmmediet på en opbygge karaktere.

Denne film formår alligevel at opsætte problemstillingen i at man er uskyldig til modsatte er bevist (endda med happy-ending) - en værdi som idag ofte er glemt. For nok kan det juridiske system søge at opnå dette, så længe interessen er der. Men jutitsmord og uholdbare anklager flyver stadig rundt, bl.a. i mediernes verden. Tabloid medierne kan dømme flere hundrede autonome skyldige i hærværk, selvom de ikke var til stede og på den måde påvirke denne gruppe menneskers sag negativt, reelt uden dom.

Konkluderes kan det at 12 Angry Men kan anbefales til et åbentsindet menneske der søger udfordring og afvigelse fra Hollywood monopolet.