Her life is a mess but her hair is perfect!

Hvor mange mon har det sådan?

Let's Go Back To The Roots

Hip hoppen er igennem de seneste år blevet kedelig, monoton og inspirationsfattig. Specielt er dansk rap blevet automatisk og statisk. Hvide splejsede mænd i for stort tøj med semisocialrealistiske upoetiske tekster og hjemmelærte flows vis backup musik er styret af en macintosh-computer med hans homeboy bag knapperne.

Alligevel har jeg hørt det kaldes for det nye rock’n’roll, det rebelske oprør og det mest progressive i dansk musik. Problemet er at der mangler ånd, stemning og kvalitet. Godt nok finder vi revolutionære og progressive tekster hos mange danske rappere, men beats bliver ensformige og overraskelsesmomentet kommer bare aldrig.

Dansk rap har måske aldrig været af stor international kvalitet, men ud over LOC der formår at nyskabe og holde kontinuitet har der længe ikke været noget bud. Ofte mangler der nogle referencer til de sorte rødder som musikken kommer fra, ofte bliver genren for statisk og ofte mangler der manuel teknik. I går oplevede jeg dette bevist. For jeg opdagede modsætningen! Jeg oplevede hip-hoppens rødder i soulen, funken og jazzen, derudover oplevede jeg indblanding af ægte rock’n’roll og crowd-control.

Vega var fuld af leg og dans fra det moment de 7 Philadelphia baserede supermusikanter entrerede scenen som start på det jeg vil kalde en Philliyade, de kom og de sejrede gjorde de. Musikken stoppede aldrig og den store Questlove stoppede aldrig sin takt bag trommesættet. Det var en tur igennem de 7-8 albums rødderne har lavet, der var endda plads til at man kunne flette Guns’n’roses, Curtis Mayfield, Lil Wayne, Sugarhill Gang og Black Sabbat ind i den i forvejen nok så holdbare musik. Der var plads til hvert instrument – 2 minutter til trommeslagerne, 2 minutter til guitaristen der var mere rock’n’roll end noget rockband jeg har set, 2 minutter til organisten, 2 til bassisten og 2 til manden på tuba.

Der var en enorm fest på scenen og der osede af livsglæde næsten lige så meget som der osede af pot i salen. Noget der varmede på en kold november aften.

The Roots overbevidste mig i går om hvad vejen frem for hip hop er – så nu er endnu en anmelder der tror han kan redde verden er i mig født. Gå tilbage til rødderne, dyrk genres, bands og classics. Og så vær dog forhelvede ikke bange for synkrondans, skæve instrumenter og klicéer.
Tak

What you do in life - echoes in eternity

Udemærket tag-line, men her stopper Gladiator-referencerne så også.

Historien kan man ikke ændre, for man er selv et produkt af den, situationen er et produkt af den. Spørgsmålet er om man kan glemme den, undgå at forholde sig til den, eller man SKAL bruge den. Man kan ikke benægte historien, men man kan lade som om man kan, og så kan historien miste noget af sin betydning. Men hvad der egentlig er det bedste - Man kan skrive en ny historie. Uden at glemme den gamle kan man beslutte sig for at sige "fuck det, let's start over" og selv bestemme den ud fra det.

For at man kan bruge historien skal man være oplyst om den, og når man er det har man i virkeligheden opnået sin største frihed, viden om. For, uden den kan man ikke ændrer sine forhold. Dette har filosof Plekhanov beskrevet. Det er måske nok det jeg skal lære nu...

Barack Obama!

40 år siden at Martin Luther King holdt sin verdenskendte "i have a dream"-tale blev den sorte mand så endelig respekteret og valgt som præsident i et land der betragter sig selv som guds eget land. Et land hvor kun 12 % lever under FN's fattigdomsgrænser, det førende land i frelselse af slyngelstater og de ægtede forkæmpere for kommunismens afskaffen. - LOL

Et land i en dyb dyb overproduktionskrise - følger af kapitalismens falliterklæring, påstår stadig at liberalisme er den eneste vej frem for alles velstand. Og ved i hvad? det ændrer sig ikke fordi manden er sort. Ligesom det ikke ændrer noget på en direktørs udbytning af lønmodtagerne om vedkommende er mand eller kvinde. Så tag en slapper - for Obama er ikke det orakel som det påståes, han er bund borgerlig og en råden liberalist, som dog har nogle miljøpolitiske holdninger der rent faktisk kunne batte noget. Men manden kommer ikke til at sikre de fattige, arbejdernes forhold.

I bund og grund er folks overdrevne support til Obama, bundet i at Mccain og Bush begge er kæmpekegler, der hører en anden tid til. bush hører måske generelt ikke til. og yeah he can make changes, but not the changes we need motherfuckers..

Ud over det - så skal der lyde et stort tillykke til Obama og til CNN for deres starwarsteknologi - det kunne TV2News lære noget af.

Slipway fires

Som den indiedreng jeg er ville jeg da være et skarn hvis ikke gjorde notits ved Razorlights albumudgivelse på mandag, well jeg gad ikke vente for jeg har haft mange gode stunder med "Up All Night" og for den sags skyld også "Razorlight" - så jeg besøgte piratebay og hentede "Slipway Fires".

Herefter finder jeg ud af at det var en dum idé eftersom vores allesammens anmeldere får rakket dette album ned som kun det kun er set med David Owe. Det bliver kaldt en musikalsk blindgyde, et mainstreat indieband der prøver at lyde som store stadionrockbands.

Nu sidder jeg så alligevel og høre det, jeg trodser vore orakler anmelderne og lytter.. 1. ørekast ikke begejstret, men får da alligevel hoppet lidt med foden. Nu må vi se for alligevel får nogle mennesker skrevet nogle gode kommentarer til den nme anmeldelse; og det er egentlig dem jeg vil videregive:

I've not heard it but is it really that bad 4/10? or is this another example of a journalist slating a good band because they've gone out of fashion and it's not cool to like them anymore or to make way for average boring NME hype bands like Glasvegas etc. btw I actually really liked Wire To Wire, great vocals, great lyrics but oh well its not cool to like Razorlight anymore so I guess I'll give up on them now... not
bigelephant
Oct 31, 2008
Awesome and totally expected review! If you aimed to shock- you didn't! It might get rid of the numpties who saw them at the back end of the last albs tour who didnt even know stumble and fall! All the songs I've heard so far on this alb sound good and Wire to Wire is an unexpected gem of a first single. Sounding like Fleetwood Mac or U2 isn't a crime in my book, so I'm looking forward to it.
Soundedd
Oct 31, 2008
Last week it was Snow Patrol, the week before Keane and now Razorlight. Three of Britains biggest bands, so my name is Hamish and I'll slag them off because "it's cool to hate Razorlight", Anyway I couldn't give a flying fuck what anyone thinks, or if any members tell me that it's FACT that their shite. My Opinion and read that, My opinion, is their a bloody brilliant band with catchy tunes and their good fun, i'll be buying this on Monday. Love me, wherever you are. Lex31 is spot on!
davidrobbo
Oct 31, 2008
Load of bollocks, what a surprise NME would slate Razorlight. Or The Kaiser Chiefs. Or Snow Patrol. Or any other band that has sold more than 25 records. At least it's not as pathetic as the shambles over 'Razorlight' when NME gave the album 8 out ot 10 then nominated it in the NME Awards for Worst Album..................
PETSTA
Oct 31, 2008
totally agree with Lex , shameful journalism once again. Girls aloud 8/10 mwawhahah ffs they cannot even sing live!

At have eller ikke at have ...

Hvad er et liv og hvem har det egentlig? Når nørden møder gangsteren siger de til hinanden - "Du har ikke noget liv" nørden fordi at denne person tilsyneladende render rundt på gader og stræder og laver ingenting uden at uddanne sig, og gangsteren fordi at nørden bruger sin tid på bøger i stedet for at have det sjovt.

Har man set American Beauty ved at man den behandler emnet, om manden der opgiver hele sit kedelige liv for at ryge hash, høre rockmusik og vægttræne. Men er det livet ikke at lave noget eller er det livet at lave noget bekræftende. Er det virkelig livet for ham ikke at lave en skid? Er det modsat virkelig livet for ham at sidde på det kontor og rådne op?

Jeg ved det ikke og jeg er også ligeglad for alle der ikke lever ligesom mig har ikke noget liv

Sugarplum Fairy

Hvem kender Sugarplum Fairy? Ud over at det var den vending John Lennon brugte når han skulle slå takten an før et nummer eller at det er et synonym for stoffer. Det vedkender jeg mig nu at gøre. En 5 svenske gutter fra Borlänger – et betydningsløst hul i den svenske ødemark, hvis ikke det lige var for Mando Diao, Skandinaviens bedste og måske Europas mest undervurderede rock’n’rollband – ja også deres kompagnoner fra Sugarplum Fairy, som for de fleste danskere er fuldkomment ukendte.
Det er ingen skændsel at Sugarplum Fairy ikke høster samme popularitet som Mando Diao gør i Tyskland, Holland og Sverige, for Mando må vel siges at noget for sig. Men alligevel bør de nævnes, deres inspiration er ikke til at komme uden om, for storebror i Mando Diao er en stor kilde, ligesom The Beatles (kliché) og Oasis er det. Jeg er ikke stolt over at nævne Oasis i denne sammenhæng, men SP (Sugarplum Fairy fra nu af) formår at transformere Oasis britpoppede udtryk om med den musikalske rock’n’roll-attiude, som Gallagher-brødrene altid har ønsket de havde.
Problemet er at SP aldrig har lavet en fuldkomment og gennemført album der får dem til at løfte sig helt op hvor det ringer på min rangstige, den anden grund er nok at jeg til tider har svært ved at vedkende mig deres lidt poppede lyd som de har tendenser til at have. Jeg tillader mig selv at eksemplificerer – The Kooks de søde og dejlige drenge fra Brighton som leverer den ene dejlige og nemme popsang efter den anden uden at skulle høre det, fordi de gør det med en fantastisk sparkrøvdrengerøvsattiude. Men helt ærlig er det svært for drenge at indrømme dette, det var først da en ven af mig satte Sofa Song på til noget der mindede om en drengeaften – for selskabet brød straks ud i fællessang og her gik det op for mig; ”Hey det er jo okay – alle de andre drenge hører det jo også bare uden at sige det”. Sådan tror jeg også folk har det med SP.
”Last Chance” deres vel nok bedste sang fra deres 2. Album ”First Round Minute” er dansabel, attitudefuld og skide catchy. Teksten får de fleste drenge til at nikke en genkendende ”I got the clue from your looking at me Tired of waiting for you to turn me on It's gettin' late and this is my last dance Are you gonna take your last chance?”
Og her er et eminent eksempel den stil de burde holde for med deres kun 19-20 årige baggrund jamen så kommer de filosofiske guldkorn ikke ligefrem til en – og når de ikke gør så skal de heller ikke komme. Problemet kommer i de sleske ballader som mest af alt lyder som 90’ernes boybands, hvor der er skruet lidt op for guitaren.
Det går sig også igen på deres nye album ”The Wild One” som er fyldt med stjernemomenter bl.a. på ”Just a littlebit more” og ”Never thought I’d Say That it’s allright”. 2 numrer der er indbegrebet af Catchyness, men også med lidt mere rockede numre som ”Bring Danger” og ”You Can’t Kill Rock’n’roll”. Men filmen knækker igen og der bliver på ¼ af albummet leveret en gang rædselsfuldt hykleri.
Mando Diao skal der nok komme noget om – men indtil videre har jeg lavet min konfession, jeg indrømmer at jeg hører Sugarplum Fairy, jeg står ved det - det er catchy og de har det hammondorgel (Findes der noget federe instrument i verden?) og så gør det heller ikke noget at man er ung dum og ikke har opfundet den dybe tallerken hvis man gør hvad man gør med stil.

http://www.youtube.com/watch?v=tAyUzCD3M8Q