Sugarplum Fairy

Hvem kender Sugarplum Fairy? Ud over at det var den vending John Lennon brugte når han skulle slå takten an før et nummer eller at det er et synonym for stoffer. Det vedkender jeg mig nu at gøre. En 5 svenske gutter fra Borlänger – et betydningsløst hul i den svenske ødemark, hvis ikke det lige var for Mando Diao, Skandinaviens bedste og måske Europas mest undervurderede rock’n’rollband – ja også deres kompagnoner fra Sugarplum Fairy, som for de fleste danskere er fuldkomment ukendte.
Det er ingen skændsel at Sugarplum Fairy ikke høster samme popularitet som Mando Diao gør i Tyskland, Holland og Sverige, for Mando må vel siges at noget for sig. Men alligevel bør de nævnes, deres inspiration er ikke til at komme uden om, for storebror i Mando Diao er en stor kilde, ligesom The Beatles (kliché) og Oasis er det. Jeg er ikke stolt over at nævne Oasis i denne sammenhæng, men SP (Sugarplum Fairy fra nu af) formår at transformere Oasis britpoppede udtryk om med den musikalske rock’n’roll-attiude, som Gallagher-brødrene altid har ønsket de havde.
Problemet er at SP aldrig har lavet en fuldkomment og gennemført album der får dem til at løfte sig helt op hvor det ringer på min rangstige, den anden grund er nok at jeg til tider har svært ved at vedkende mig deres lidt poppede lyd som de har tendenser til at have. Jeg tillader mig selv at eksemplificerer – The Kooks de søde og dejlige drenge fra Brighton som leverer den ene dejlige og nemme popsang efter den anden uden at skulle høre det, fordi de gør det med en fantastisk sparkrøvdrengerøvsattiude. Men helt ærlig er det svært for drenge at indrømme dette, det var først da en ven af mig satte Sofa Song på til noget der mindede om en drengeaften – for selskabet brød straks ud i fællessang og her gik det op for mig; ”Hey det er jo okay – alle de andre drenge hører det jo også bare uden at sige det”. Sådan tror jeg også folk har det med SP.
”Last Chance” deres vel nok bedste sang fra deres 2. Album ”First Round Minute” er dansabel, attitudefuld og skide catchy. Teksten får de fleste drenge til at nikke en genkendende ”I got the clue from your looking at me Tired of waiting for you to turn me on It's gettin' late and this is my last dance Are you gonna take your last chance?”
Og her er et eminent eksempel den stil de burde holde for med deres kun 19-20 årige baggrund jamen så kommer de filosofiske guldkorn ikke ligefrem til en – og når de ikke gør så skal de heller ikke komme. Problemet kommer i de sleske ballader som mest af alt lyder som 90’ernes boybands, hvor der er skruet lidt op for guitaren.
Det går sig også igen på deres nye album ”The Wild One” som er fyldt med stjernemomenter bl.a. på ”Just a littlebit more” og ”Never thought I’d Say That it’s allright”. 2 numrer der er indbegrebet af Catchyness, men også med lidt mere rockede numre som ”Bring Danger” og ”You Can’t Kill Rock’n’roll”. Men filmen knækker igen og der bliver på ¼ af albummet leveret en gang rædselsfuldt hykleri.
Mando Diao skal der nok komme noget om – men indtil videre har jeg lavet min konfession, jeg indrømmer at jeg hører Sugarplum Fairy, jeg står ved det - det er catchy og de har det hammondorgel (Findes der noget federe instrument i verden?) og så gør det heller ikke noget at man er ung dum og ikke har opfundet den dybe tallerken hvis man gør hvad man gør med stil.

http://www.youtube.com/watch?v=tAyUzCD3M8Q