tirsdag den 31. marts 2009

Jeg elsker mennesker - specielt dem på internettet











The Curious Case of Being Young

I følge samfundets tunge røster må jeg anses for at være indbegrebet af en ungdomskliché!


  • Et menneske med visioner og tro på at mit liv kan udarte sig til noget ekstraordinært og spændende.

  • Et menneske der tror på at jeg kan få en karrierer frem for et job.

  • Et menneske der tror på at mennesket ikke er grådigt og egoistisk og derfor på at man kan omstyrte den indeffektive og historisk udspillede planøkonomi.

  • Et menneske der ikke mener at sprut og smøger kan stå i stedet for kone og børn.

  • Et menneske der håber på at kunne tro på fremtiden, selv når min egen er blevet fortid.

Normen i vort samfund er jo at starte et monogamt forhold på baggrund af overfladiske modsætningerne til mine forældres og derefter fordømme mine 2 børns oprør imod mig. Det er blevet en kliché i blandt unge at gøre oprør imod deres forældre, samfund og det rationelle liv.


Nogle gange ville jeg ønske at nogle havde historien på bånd, så vi blot kan se at oprøret imod forældreer noget meget nyt. Før dette århundrede var det langt mere sandsyneligt at man kopierede sine forældre og videreførte deres erhverv - Specielt når man er proletarisk og ikke har en arv at sælge ud over sin egen arbejdskraft.


Men man skulle da være et skarn ikke at tro på et andet samfund hvis man tror på at historiens bånd kan vise at mennesket ikke nødvendigvis er indstillet til at markedsøkonomien er det ypperste stadium. Men så vil tiden vise om dette er en face som blot holder indtil jeg har en stiftet familie at forsørge ved fast job. Et job der indtjener nok til at jeg skal betale en topskat jeg vil formindske og jeg derfor ser interesse i at blive borgerlig. Eller om finanskrisen og 20 års nedskæringer på den offentlige sektor for folk til at indse at vi alligevel ikke har nået menneskets ypperste stadium - at historien ikke er død og at evolution er muligt.



tirsdag den 17. marts 2009

Kærlighed - blot kønsdrift?

The Boris Project følger nu op med en verdenspræmier - nedenfor præsenterer jeg bloggens første polemik - denne vil falde på dette udemærkede oplæg: http://rasmuselm.blogspot.com/2009/03/den-dikotomiske-krlighed.html

For finurligt nok falder denne blog sammen med at jeg lige har læst 1.del Freidrich Engells værk "Familien, Privatejendomen og Statens oprindelse", hvilket med stor sandsynlighed vil påvirke denne polemik til at blive endnu en munkemarxistisk svale fra min side. Dog også påvirket af min generelle livsfilosofi. Herunder følger den:

Som start siger min filosofi mig at man som menneske er et produkt af sine omgivelser og de objektive forhold. Så når man snakker om monogami må man også se på de objektive forhold som denne "ægteskabsform" er opstået i. I gennem urtiden sås mange forskellige former for familieliv. Eksempelvis har man set stammesamfund med kollektive ægteskaber hvor f.eks. hele klasseskel var gift med hinanden, man har set samfund hvor faderen var ukendt og kvinden derfor var i ægteskab med alle mændende i en flok og man andre konstalationer. Endda har jeg læst om en hvor man som bror og søster også var mand og kone. Et opbrud af dette synes senere meget praktisk, da man derefter havde mulighed for at blande gener og derfor udvikle en stærkere hjerne. (Den gamle danske kongefamilie kan nævnes som eksempel på en indavlet og derfor dårligere slægt)

Monogamien kom i virkeligheden langt senere til som jeg ser det. Det at 2 mennesker lever sammen som et par, kom ifølge mig med den private ejendomsrets opståen. Den kom da man startede med agerbrug, her blev manden sendt i marken pga. hans fysiske styrke. Da dette agerbrug viste sig at kunne skabe overskud og derved profit blev manden den med retten til produktionsmidlerne ejer af denne profit. Hvorimod kvinden var henledt til en plads som børnepasser (Langt mindre profitabelt) noget der grundlæggende har ført til kvindens undertrykkelse.

Da en mand eller familie nu kunne skabe sig et overskud, var der derefter interesse i at gifte børnene i mellem slægtene for at familierne kunne nyde godt af hinandens overskud. (Dette selvfølgelig stærkt forenklet). Heraf startede de første monogame forhold som jeg ser det. Altså ikke som kærlighed, men som praktiske foranstaltninger. Desuden vil jeg helt kynisk mene at monogamt ægteskab styrker produktionen i markedøkonomien da den pacificerer ægteparret og i langt højere grad kan overlade hjemmelige pligter til parret selv, i stedet for at gøre det til en kollektiv opgave (Som det burde). Altså er det monogame forhold i takt med den private ejendomsret op igennem feudalismen og specielt kapitalismen har forstyrket sig, også blevet mere udbredt.

Og hvad vil jeg så sige med denne produktionshistoriske nonsens? Ja jeg vil mene at kærligheden (kynisk og rationelt nok) ikke nødvendigvis nok behøver at opstå i mellem 2 mennesker, men ligeså vel kan opstå kollektivt. For kynisk som det lyder er kærligheden måske bare det ypperste stadie af kønsdriften. Så denne kærlighed kunne ligeså godt være til rigtig mange mennesker som det var set i nogle ursamfund. Eller som i dele af mellemøsten hvor flerkonneri var legalt (måske er? - det burde nogen undersøge).

Kontroversielt nok tror jeg derfor ikke at monogami er noget konstant eller det ypperste. Måske kunne ægteskab og kærlighed effektiviseres. Denne form ligger dog dybt i vores sind, den var allerede introduceret i det gamle testamente og har eksisteret i mange 1000 år. Derfor er jalousien også blevet en stor del af den måde mennesket reagerer på. Jeg tror hverken jalousi eller grådighed er en del af menneskets natur, jeg stiller mig i gruppen af mennesker der ikke tror på menneskelig natur, men igen på menneskelig tilegnelse af de objektive forhold. Mennesket ville uden den private ejendomsret ikke være jaloux. Mennesket søger at få det, som det ikke har (der er nyttigt), men hvis den kollektivt ejer alt og ægteskabsformen er (hypotetisk) kollektiviseret så alle er gift med hinanden uden for klasser eller noget. Så vil jalousien nødvendigvis heller ikke opstå. På samme måde vil jeg mener, at der i et kommunistisk samfund hvor man kunne nyde efter behov og ikke havde privat ejendomsret, ville være nogen materiel jalousi. Så hvis man afskaffede den private ejendomsret, ville monogamiet også ophøre - ja dette ville jeg forestille mig.

Så når man vælger om man vil være fri single eller i fast forhold handler det forenklet sagt om hvordan man bedst muligt kan formerer sig. Som single kan man befrugte flere kvinder, men i fast forhold kan man være sikker på at kunne befrugte mindst en. På samme måde som man kan overveje hvordan ens subjektive forhold bliver bedst ud fra de to former. Så måden man forener disse livsformer er deraf ved at nedbryde den private ejendoms ret. Måske holder kærligheden som begreb - dette er endnu ikke til at sige.

Boris-Festival

... "The festival you gave me that day, the festival you can't take away" lyder festivalens nye slogan.

Festivalen startede få år tilbage, som en måde at fejre friheden i at holde sin egen hybel for en tid og den har siden budt på mange kontroversielle begivenheder. Normalt forbindes festivaler med uhumske forhold og store armbevægelser. Dette gør Boris-festivalen op med og danner i stedet ramme om en intim og dyrkende oplevelse.

Igennem tiden har den udvilket sig til at blive en promoverende begivenhed for "The Boris Project" - mit personlige medieimperium. Den har derfor også udviklet sig fra at være en ordinær samling af projektets næreste kontakter til et eventbaseret arrangement med både temadage, fester og koncerter, men stadig inden for samme beskedne fysiske rammer.

Mange vil måske huske den månedslange festival forrige sommer der dyrkede feriens legitime tomhed og udviskning af memoirs ved hjælp af uvæsentlige playstationspil, langtrukne "Tour de France"-etaper og et afslappet forhold til hash. På trods af denne tilsyneladende kedsommelighed satte denne festival et legendarisk punktum på folkeskoletilværelsen. Festivalen blev financieret af Park-Café's fryser og folks afslappede tilværelse i ferienstunden. Denne festival står som et af højdepunkterne i en festivalsepoke der også fornyelig fik tilføjet et kapitel i form af den seneste festival der ligeså blev grundlagt på baggrund af intimitet og en afslappet holdning til narkotikum. Et forhold der bl.a. udmundede sig i festivalens slogan "Say Yes To Drugs".

På denne festival blev der introduceret et nyt koncertkoncept hvor bands afprøver sig selv på en skræmmende intimt scene. 1. band på festivalen overhovedet var lidt af en sensation da det lykkedes at gendanne det ellers opløste indie-rockband Les Ramabété for en sidste koncert. Derudover bød festivalen på en slumberparty-dag med pyjamas som påkrævet dresscode og ikke mindst en tribute til den velproducerede miniserie "Band of Brothers".

Festivalen opstår mere eller mindre spontant efter hvornår vores sponsor "Smukke Christina" vil financierer og afholde sig fra festivalpladsen, derfor ønsker jeg at i følger med i medierne for opdateringer.

Til sidst vil jeg opfordrer folk til at skrive festivaldagbøger, anmeldelser eller historier ned og sende dem til mig så de kan blive udgivet på The Boris Project. Bl.a. kan der nævnes en varmende tv-pejs, en mødom i M, diverse fester, forrest gump in real-life og et badekar i alternativ funktion.

// The Boris Project

søndag den 1. marts 2009

Blogger on blogzz

Just the fact that people seem to be getting dumber and dumber. You know, I mean we have all this amazing technology and yet computers have turned into basically four figure wank machines. The internet was supposed to set us free, democratize us, but all it’s really given us is Howard Dean’s aborted candidacy and 24 hour a day access to kiddie porn. People…they don’t write anymore - they blog. Instead of talking, they text, no punctuation, no grammar: LOL this and LMFAO that. You know, it just seems to me it’s just a bunch of stupid people pseudo-communicating with a bunch of other stupid people at a proto-language that resembles more what cavemen used to speak than the King’s English

- Hank Moody